MØLLERS BOG
Til alle interesserede af Møller Østergaard slægt
Skrevet af Linne Dockweiler, 2003
For godt 2 år siden hørte jeg, at min morfar i 1975 havde skrevet sine erindringer i et kladdehæfte. Jeg var på dette tidspunkt begyndt at interessere mig lidt for slægtsforskning, og blev straks nysgerrig efter at læse dette hæfte. Jeg fik tilsendt en kopi af min morbror Torkill, der havde originalen.
Efter at have læst ”romanen” var jeg ikke i tvivl om, at den skulle renskrives og trykkes til glæde for andre. Jeg havde jo selv haft stor fornøjelse af at læse den. I slutningen beder morfar sine børn om at videreføre historien fra ca. 1930. Jeg fik ideen at spørge dem, om de havde lyst til at give deres besyv med – men regnede sådan set ikke med den store respons. Selv om jeg syntes, det var enormt spændende, var det jo ikke sikkert andre syntes det samme. Til min store glæde valgte 5 af dem at skrive hver især deres erindringer.
Efter en lang redigeringsproces og en masse rettelser og tilføjelser (man bliver faktisk aldrig færdig med sådan en bog, der er altid mere at grave frem), har jeg valgt at sige stop og få den trykt som den nu engang er.
Jeg har indsat små overskrifter for læsevenlighedens skyld. Desuden er alle aner i lige linie og direkte efterkommere anført med fed skrift, så det er nemmere at overskue. Der er brugt fodnoter ved egne tilføjelser og konklusioner. Der er ændret lidt på rækkefølgen i forhold til kladdehæftet, men så vidt det er muligt, er det Møller Østergaards egne ord, der er brugt.
Anetræ har jeg lavet med hjælp fra både min morfars egne notater og min svigerfar, Verner M. Sørensens, utrættelige søgen på Landsarkivet i Viborg samt ved at bruge folketællinger på internettet på adressen www.ddd.dda.dk. Desuden har jeg tilføjet Nielsine Pedersens (Lis Østergaards) anetræ, da hun jo var hans hustru i over 50 år. Liste over efterkommere er Møllers børns egne oplysninger.
Jeg vil lige tilføje, at der kan forekomme ændringer i anerne. Det kan godt være svært at læse de gamle kirkebøger og folketællinger. Og lige som man tror man har fundet den rigtige person, viser det sig, at det er den forkerte alligevel. Dog er jeg så sikker, som jeg nu engang kan blive, på, at den passer, som den er nu. Jeg har ført de folketællinger, jeg har fundet, ind som bilag, så kan man jo selv tjekke efter om det passer.
Ønsker du en kopi af bogen, kontakt da
linnedock@yahoo.dk
så vil jeg sende den som pdf-fil til dig. Jeg har desværre ikke flere trykte eksemplarer.
Møllers Erindringer
Skrevet af Møller Østergaard 1975
Søren Chr. Østergaard og Bodil Marie Østergaard
”Sådan gik det til, da farfar var ung” (Dansktoppen)
Far var udlært snedker og møllebygger, kom som ung til Marsvinslund, hvor han om dagen var hussnedker og om aftenen husflidslærer. Det var hos den dengang meget kendte sædegårdsmand og landstingsmand H.C. Hansen, der var stærkt grebet af bl.a. tre store bevægelser af tidens rørelser: afholdssagen, husflidssagen og husmandsbevægelsen. Selv om han var herremand, var han den første (1893) der begyndte på at tilrettelægge en husmandsrejse, der startede fra Rødkjærsbro i kreaturvogne, varede i 3 dage og gik til Århus-egnen. Hele turen i de 3 dage kostede hver enkelt deltager i alt 2 kr. 33 øre.
Desuden opholdt sig på denne tid en gartner, Ernst Bachmann, som forstmand på Marsvinslund. En uhyre begavet mand med en sprudlende tankegang og med ideer inden for plantningssagen m.m., har forfattet mange sange derom, boede senere til sin død i Almind. Hans søn Chr. Bachmann blev senere direktør for Landbo- og Husmandsforeningernes Frøforsyning, Roskilde, og det var f.eks. af ham, jeg gratis fik alt det frø, jeg havde brug for ved anlæggelse af forsøgsparcellerne ved Skolehaven i Ullits.
Desuden kom en friskolelærer Ole Andersen fra Lysgaard dertil (Marsvinslund) om aftenen, hvor alle på gården så holdt aftensæde på den måde, at kvinderne kartede og spandt, mændene sysselsat med husflidsarbejde og til slut blev der læst op, og de sang i fællesskab de mange nye fædrelandssange som netop kom frem i disse år. Et helt lille kulturcenter, hvor ”Ånden fløj lavt over sletten”, som der netop står i en af sangene.
Min mor har også været på Marsvinslund i de samme år som mejerske og kokkepige, havde lige før eller måske lige efter været på Vallekilde Højskole, stærkt inspireret af skolens ånd og tale, især af forstanderen Poul Trier og hans datter, Sigrid. Det, vore forældre der og i denne tid var så stærkt grebet af, satte vel nok for en stor del også sit præg på os børn gennem deres adfærd og tankegang.
De omtalte år må have været 1885-86-87, og det blev mine forældres første bekendtskab med hinanden. De startede så sammen i Resen Østergaard i 1890; det har nok sin egen historie, som jeg ikke kan gøre ret megen rede for [1] . Jeg kan tænke mig, at det har været en lidt vanskelig overgang for snedkeren at skulle til at være aktiv landmand på en mager gård med ugivtige jorde dagligt at få 2-3 karle sat i arbejde, mens mor måtte nøjes med at have én pige til hjælp, men hun havde jo nu også et ualmindeligt godt ”håndelav”, hvad jeg først fik øje for mange år efter. F.eks. når den ret store fåreflok om efteråret blev vasket, først i blød og skrubbet i et stort kar for derefter at blive skyllet rene nede i bækken. Et par dage efter skulle hele flokken, får og lam, klippes; se så mor vælte et får om på sædet, binde tre ben sammen, fat i fåresaksen og lige hurtig som en ”Australklipper” var den lodne pels røget af og gemt hen til forarbejdning i mørkningstimerne senere på året.
Bagefter skulle der måske slagtes 2-3 stk. af dyrene, det var også mors arbejde. Jeg kan se for mig endnu, hvordan hun med en stikkniv jog den tværs igennem halsen på lammet for at tage skindet af i et ruf ved at lade en knytnæve presse på inden for skindet for så dagen efter at partere og tilberede kødet med den store husholdning for øje.
At slagte grisen var derimod fars job. Han gjorde det ved at skære halsen over.
– Eller når Mor bryggede øl; jeg synes næsten jeg kunne lære det bare ved at se på, hvordan hun i et stort kar bredte ret stiv rughalm ud i bunden, hældte malt og humle i, lod det gære natten over, dagen efter kogt vand på og derefter gæring i nogle dage. – Eller når der skulle bages rugbrød til 6 ugers forbrug i den store bageovn, da fik ordsproget: Man skal se en kvinde ved et dejtrug og ikke i en springdans, rigtig syn for sagen. De sidste brød kunne efter godt 4-5 uger blive så lodne, at de skulle klippes, men selv om det tågede lidt ud af munden på os, sagde mor gerne: ”Spis I det kun, det bliver I store og stærke af”. Mon hun da allerede vidste, at der i det grønne mug fandtes penicillin?! Hun støbte også lys. Under 1. Verdenskrig hittede vi på at bruge hylsteret af en cykelpumpe, først vægen i og derpå fylde op med smeltet talg.
Når de korte dage begyndte, kom karterne og rokken frem, og der blev holdt mørkningstime. I skumringen kunne mor godt lade rokken snurre samtidig med, at hun for os børn sang en mængde børne- og folkeviser, eller fortalte sagn fra gamle dage; dem glemte vi jo aldrig. Hun var god til at synge, ville også gerne og blev ved dermed til langt op i årene, hvor der da kom lidt grøde i halsen. Hun strikkede alle vore hoser, farvede dem altid sorte, lappede alt vort tøj, sjældent noget broderi, men det har der vel heller ikke været megen tid til, snakkede kvikt og frejdigt, men døjede mange gange med at tage en beslutning, men sa’ så i stedet: ”Lad os nu lægge det hen i Guds Navn! ”
Det har jeg nok arvet en del af; for jeg har mange gange også døjet med at tage en bestemmelse; det være sig både af egne ting og andres eller i foreninger osv., men så har jeg jo altid haft Lis, jeres mor i baghånden. Jeg sagde gerne: ”Lad os nu vente lidt og se tiden an”.
Om far har jeg ikke ret mange indtryk fra Resentiden, men så mange desto flere senere. Hvorfor han i 1907 solgte Resen Østergaard har jeg vist aldrig fundet helt til bunds i [2] . Jeg har sådan på fornemmelsen, at han aldrig rigtig har syntes om den trælse magre gård, hvor alting dengang næsten skulle gøres med håndkraft. Det har altid forlydt, at årsagen var den, at han efterhånden var valgt ind i så at sige alle sognets forskellige foreninger, og for at komme ud deraf, så han ingen anden løsning end helt at flytte fra egnen. Jeg har derimod en anelse om, at han var bidt af husmandsbevægelsen helt fra Marsvinslundtiden og netop der først i århundredet fik denne bevægelse jo rigtig vind i sejlene, og hvorfor skulle han ellers gå hen og købe et lille husmandsbrug på kun 14 tdr. land?
– Men hvorom alting er, her ved det lille brug kom han, om jeg så må skrive, først rigtig til sin ret, faldt til og følte sig tilpas. Det varede da heller ikke mange år, før denne lille ejendom var ført frem til det fineste mønsterbrug, som blev besøgt, beskuet og bedømt af mange mennesker, både fra sognet og omegnen, blev tilkendt mange præmier og diplomer (en del ligger i min nederste skrivebordsskuffe til højre).
Lystejendommen kaldte vi ”Lillelund”. Der var travlhed for mor, når der skulle laves kaffe til de store skarer, som kom f.eks. til sommermøderne, ofte 2-300. De sad i en stor rundkreds inde under pæretræet – et mægtigt træ, der stod midt i gården og ragede højt op over hustagene og helt ud til husenes mure og om efteråret bar dejlige gråpærer. Herinde under havde far sammentømret faste borde og bænke i en rundkreds, og der i denne grønne paulun er der blevet drukket mange kopper kaffe og lyttet til sang og tale.
Højdepunktet på alt dette pulserende liv strakte sig særlig over årene 1911-12 til 16-17, hvor krigen nok har haft sin indvirkning. Vi kunne jo f.eks. ikke få kaffe i disse år, og indenrigsminister Rohde havde forbudt at brænde korn (særlig rug) til kaffebrug.
I 1915 fejrede mine forældre sølvbryllup, telt anbragt ude i gården. Heller ikke denne fest kan jeg erindre ret meget om, kun at far takkede især de Resenboere, som var kommet den lange vej for at feste sammen med gamle naboer, og at naboen Anders Pejsen udbragte et leve og sang: ”Dette skal være, sølvbrudeparret til ære, hurra – hurra”, og at festen sluttede med at alle fik varm punch.
Om far skal jeg berette, at han helt i modsætning til mor var både beslutnings- og handledygtig, om det så altid er et fortrin, skal nok bedømmes ud fra hver enkelt tilfælde. Således havde vi engang en ko, der havde fået trommesyge, det kan ske, når den har forslugt sig i vådt kløvergræs, så går der gæring i maven og der udvikles gas, så maven svulmer to, tre gange op over normalen. Så skal den punkteres et bestemt sted. Dette mente far nok, han selv kunne gøre. Dertil bruges almindeligvis et trommespyd. Far brugte sin lommekniv og stak i den forkerte side – og koen døde. Ved en sådan slags modgang gik far, hvad enten det var nat eller dag gerne i seng og blev der ca. et halvt døgn, til sindet var blevet fortroligt dermed, stod derefter op, spyttede i næverne og tog fat på en frisk.
I 1916 havde man fået bygget et ”privat” el-værk i Demstrup, hvorfra vi fik strøm
– et mægtigt gode, da man jo heller ikke der under krigen kunne fremskaffe petroleum. Drivkraften til dette værk var alt mulig brændbart: Træ, tørv, ja sågar tjære. Nu havde vi i nogle år stået og slæbt i en håndtærskemaskine, hvor en på hver side stod og hev i et håndsving. Da vi nu havde fået indlagt ”kraft”, kommer far på den idé, at denne kraft måtte kunne trække tærskemaskinen. Som gammel møllebygger måtte han vel nemt kunne lave og påsætte en slags udveksling (remskive). Alt dette blev også udført og skulle bestå sin prøve; det gik udmærket for fulde drøn – anderledes ”spits” på, end som når vi stod og hev i den med hånden; men ca. efter et kvarters forløb gav det et øredøvende brag og bommen med pigge i havnede på en væg og satte sine dybe spor deri. Der var ingen af os, der havde tænkt på, at der skulle være udregnet gearforhold, men et rent under var det, at ingen af os blev ramt ved den lejlighed.
Far ville gerne lave en hestehandel af og til, tit en plag, som skulle tilvænnes og samtidig tage en lille skilling fra på en lidt ældre. Lige efter krigen havde vi en sort øg, som absolut skulle koste 6.000 kr. ellers skulle den ikke sælges; om den nåede den pris, husker jeg ikke; men jeg må mange gange være kommet ridende på den herind ad Århusvej, lidet anende jeg nu sidder og skriver her, men det er mærkeligt jeg slet ikke kan huske husene.
Far ville gerne høre sang, men var ikke så god til at synge som mor. Vi børn sang jo evig og altid. Mor lærte os jo en mængde og ligeså i skolen, men hvorfra vi lærte døgnviserne, som vi også trallede, begriber jeg ikke. De må jo have hængt i luften, selv om vi dengang hverken kendte radio eller TV. – Selv om jeg så godt som aldrig synger nu, ligger der altid, enten jeg ved af det eller ej, en sang en melodi i mit sind, og det kan mange gange været de mest utrolige og mærkelige melodier, der toner frem. Det må have sin rod langt tilbage i tiden. Når far stemte i med en sang var det som regel: En ungbirk stander ved fjorden og vandspejlet ganske nær eller Flyv ud mit korn i mulde. – Senere hen blev det mere salmerne, der blev sunget i hjemmet.
I hvor travlt far end kunne have selv i sin største virketid, havde han for skik hver morgen, når han var kommet i tøjet, da at stå stille ved fodenden af sengen og fremmumle en bøn om, at dagen måtte forløbe vel, og i de senere år efter et måltid en slags takkebøn i lavmælte ord, en strofe lød f.eks. sådan: ”Gud ved, hvordan vor lykkebrød skal skæres for os til vor død”. Ord, som måske stammede helt fra hans mors tid, ja måske længere tilbage i tiden.
I 1926 byggede mine forældre hus i Krabbesgade, Kjellerup, og far fandt igen tilbage til snedkerfaget, lavede flere små nyttegenstande og gik lidt ud og reparerede for folk. Hver torvedag gik han i sine spidssnudede træsko op i byen, ikke så meget for at handle som for at træffe gamle kendinger og få en snak med dem og andre jævnaldrene.
Han blev ved at cykle højt op i årene. Mor fik aldrig lært at cykle, endskønt vi børn mange gange tumlede med hende på den måde, at der løb en på hver side af hende og støttede hende, men hun turde ikke slå sig løs, og vi turde næsten ikke at slippe hende. Far cyklede mange gange fra Kjellerup til Ullits (60 km) som regel den ene dag op og den anden hjem. På en sådan tur tog han aldrig undervejs ind på en kro, endskønt der var flere af dem, men derimod ind på Låstrup eller Ulbjerg mejeri og tyllede en pot kærnemælk i sig, så gik turen fremad på ny. Jeg tror nok, at jeg fulgte ham på vej hjemad, da han var i sit 82-tyvende år. Vi syntes, det var begyndt at duve (svaje) lidt med ham, og selv om der ikke var nær den trafik som nu, var vi vel alligevel en del betænkelig ved, at han blev ved at cykle. Vi sad og tog afsked på skrænten med udsyn ud over dalen og fjorden (det var i Låstrup).
Han var præget af en sund og fornuftig dømmekraft, hvorfra han altid tog sit udgangspunkt, når han blev stillet over for de problemer, han nu mødte her i livet, tilmed beslutningsdygtig og selvsikker med umiddelbar adfærd, var ligetil uden noget som helst ”Stu’rhier å skidt”, som han så tit sagde.
Som et eks. på, hvordan han så bramfrit kunne skære igennem og løse et problem, hvad enten han stod over for høj eller lav, berettes følgende: Han havde en kusine, der var gift med en hjemvendt amerikaner, som til sidst boede i Brogade, Kjellerup. Efter deres død, viste det sig, at de havde testamenteret hele deres rørlige formue til indremissionen – tilbage var lidt ret værdiløs indbo, som far så skulle arve. I den anledning var han indkaldt i skifteretten, hvor dommeren el. sagføreren gjorde ham opmærksom på, at han så skulle svare arveafgift af de forskellige ting, hvortil far svarede: ”Arveafgyvt! A trover I vel! Hvis Chr. og Karen vill te a sku ha’ di ting her så vill di æ ha mæ te aa betaale arveafgyvt, men a ka si, te dæ her imel æ sager er et skaf (skab), som a sjel haar lavet aa gin dem, det ta’r a no under armen aar go’r mi vej, saa ka I si, hu’er I fo’r jer afgyvt fræ – forwal !!!”.
Far og mor fik i de sidste år mange venner og bekendte, som de kom sammen med til møder og i hjem. Far døde i marts 1948 og mor i september 1954. De ligger begravet lige uden for sydsiden af Hørup kirke mellem 2. og 3. vindue op mod koret. [3]
P.S. Navneskifte omkring 1920 ved kgl. Bevilling: Dokumentet er gået tabt undervejs, men er indført for hver især i alle kirkebøger.
P.S. Mindeord ved fars jordefærd findes i et eller andet ”kladde” over taler i ”lyst og nød”. Øverste skrivebordsskuffe til venstre.
Skrevet af Møller Østergaard 1975
Ja, hvor tidlig kan man begynde at huske noget? Her skal man nok passe på at skelne mellem træk, der eventuelt er fortalt så mange gange, at man selv tror at have oplevet dem. Som regel husker man kun et lille glimt, som man så senere med sin livserfaring kan finde hele rækkefølgen af.
Sådan husker jeg som 3-4 årig et ganske lille træk, som jeg nu mange år senere udmærket kan forestille mig gangen i. Eksempel: Søster Johanne (født 24/3 1903) var alvorlig syg og skrålede vel sagtens i vilden sky. Far måtte med hestevogn og agestol bagi af sted efter doktoren i Sjørup. – Det var på den tid dr. Rambucks, dengang distriktslæge, senere stiftsfysikus i Aalborg. (I sommeren 1975 traf jeg over Stiftfysikus Rambucks grav – stor sarkofag – i det N.V. hjørne af Vroue Kirkegård), en broder til ham (erfarede jeg mange år senere) har tilplantet ”Lerkenfeldt” Bjerge. Og som endnu en sidebemærkning boede Jeppe Aakjær på den tid oppe på kvisten i lægeboligen i Sjørup, og om aftenen efter hver sin dagsgerning mødtes de i Fru Rambucks stuer, hvor J. Aakjær læste op af sine i dagens løb producerede arbejder enten digte el. prosa, ved hvilke lejligheder lægeparret sikkert har været hans gode kritikere.
Nå, imens har mor jo nok løbet og trippet rundt og ventet på deres komme. Jeg husker ikke spor om, hvordan doktoren så ud el. lignende, men glimtet jeg og de øvrige så var, da dynen blev løftet af vuggen, en mægtig stor grøn plamage. Denne plet kan jeg se for mig endnu og har altså stået i min erindring siden. Det er en af mine første vage opfattelse af situationer.
De næste står meget mere skarp i min bevidsthed, men så er vi også nået til 1905 – altså som 5-årig. Da byggede vi (vi omfatter hele den daværende familie) nyt stuehus. Murermesteren var for øvrigt Th. Vittrup, som jeg mange år senere traf over som filialredaktør af ”Socialdemokraten Kjellerupafdeling”. Efter at han havde fået ”Sylden” [4] og skillerumssoklerne støbt, hvorpå der lå nogle brædder, som vi børn løb på og ”togfat” efter hverandre. Da sker der det, at jeg, der velsagtens var den mindste på det tidspunkt, trillede ned af løbebanen og falder så uheldigt, at jeg på et af de derliggende brædder får et 3” søm ind i den kødfulde del i højre underben. De følgende omstændigheder husker jeg ikke spor af, men endnu den dag i dag går jeg med et ar fra dette tilfælde.
Samme år (1905) blev Dagmar født, og da det nye stuehus endnu ikke var opført, fandt dette sted i et gammelt udhus, vi kaldte baghuset. Jeg var jo nok ikke til stede under fødslen, men har gået udenfor optaget af – ja gad vide hvad. Hvem konen, der havde været til hjælp, var, husker jeg heller intet om. Men da fødslen var sandsynligvis vel overstået, kommer denne kone ud med en spand i hånden, graver et hul og hælder spandens indhold deri og dækker det til. Det var glimtet som jeg stadig kan se for mig, og af dette glimt, kan man jo let nu bagefter danne sig et billede af, hvad der var foregået.
Vi børn kom tidlig til at gøre nytte eller hjælpe til. I den samme omtalte alder skulle jeg f.eks. vogte gæs eller rettere gæslinger. Det var jo nok mors afdeling. Om foråret, når gæslingerne var ruget ud, blev de drevet ned på ”Tuekjæret” – et areal mellem stuehuset og bækken, der er ca. 200 m. fra gården. Dette stykke var tilgroet med siv og opfyldt af utallige tuer, hvor imellem der løb mange væld. Her skulle man springe fra tue til tue, for kom man udenfor, sank man i til langt op over knæene, og det, man sank i, var ildelugtende okkerblæver. Det var sikkert en ideel plads for gæslingerne, men næsten uoverkommeligt for en størrelse af min alder. Der er det, jeg husker, at have tudet mange salte tårer. Gæslingerne ville gemme sig bag tuerne og mit hverv var at holde sammen på flokken, så ingen blev væk – og gasen kunne stå og hvæse og bide i benene, men jeg lærte snart at tage gasen om halsen og svinge ham en tur rundt i luften – og væk.
Bækken – ja bækken vi kyssed som små som J. Aakjær skriver, var et af de mange tilløb, som endte ude i Karup Å. Der gik jeg gerne ned og skyllede okkerslammet af efter en tur gennem ”Tuekjæret” – et dejligt vandløb med lav vandstand og med fast bund, så vi kunne gå og vade i den. Det står for mig, som vi bare kunne strække armen ind under dens skrænter og med de bare hænder kunne hive pundsørreder op på land, det er vel for fantasifuldt, men mange fisk var der, og så det kildeklare vand! På den anden side af bækken op efter den ”Svot hyv” boede en Chr. Poulsen, som ikke havde andre muligheder for at komme over bækken end over et vadested lige neden for vort hjem (altså ingen bro).
Når høsten var ovre, opgav vi ”ævred” ligesom i fordums dage på den måde, at alle vore kreaturer unge som ældre fik lov at gå løse på stubmarkerne. Der kunne jo altid stå lidt paj (spergel) i bunden af stubbene, som de kunne finde lidt næring ved. Ved sådanne lejligheder blev jeg som 6-årig purk med en pisk i hånden sendt bagefter for at holde sammen på flokken, men mange af dyrene havde fået færden af en parallelløbende roemark, som de selvfølgelig ikke måtte hjemsøge, så jeg løb ustandselig fra den ene ende af roemarken til den anden, råbte og tudede, blev efterhånden svedig og varm over hele kroppen – og så var der en stor sortbroget stud, som altid vendte hornene imod mig, når jeg med små tjat piskede løs på den, selv om jeg ganske sikkert lagde alle de kræfter i, som jeg nu havde på det tidspunkt. I en sådan situation var det vel nok en umådelig stor befrielse, når storebror Peter kom løbende til og se ham i en håndevending fik flokken ført hen på de rigtige steder. Ja den storebror var for mig næsten som i digtet ”Min storebror” som jeg senere kom til at læse mange gange med skolebørnene. Da tænkte jeg altid på bror Peter, sådant et ”lys” var han for mig dengang.
Når vi som før skildret havde fået flokken ført hen, hvor den skulle være, kunne vi godt få fred til at beskæftige os med andre ting, og så kunne bror Peter hitte på, at vi skulle stege kartofler. Det gik for sig på den måde, at vi byggede en hel ”mile” op af lyng og tørrede kokasser (klatter), fandt nogle kartofler, lagde dem godt til rette midt i dyngen, satte ild til og efter en passende tids forløb var kartoflerne stegte! Storebror sa’ de smagte guf-guf, hvilket jeg naturligvis måtte tro på, når han sagde det, så jeg spiste med. Peter gik altid med tændstikker, hvilket nok kan forundre nu bagefter, han var jo dog på det tidspunkt højst 13 år, men efter senere omdømme var han allerede da, næsten at betragte som voksen i alt.
Heden strakte sig dengang vidt om, så at sige til alle sider, og der har formodentlig ligesom, hvad der sker endnu ude på de fredede hedearealer været store og heftige hedebrande. En sådan må der også have været i 1906, idet jeg husker, at en af karlene (der var som regel 3) Jacob tog mig (bar mig) med op i husmøllen, altså op over tagrygningen på laden, for rigtig at overse en hedebrand, der dengang strakte sig op over Sejbæk ind mod Daubjerg.
I 1906 døde vor gamle konge Chr. D. 9., bedstefar til alle øvrige Europas monarker , og i den anledning skulle der i hele landet ringes med alle kirkeklokker i 3 uger fra 10-12. Det var jo mere end en ringer kunne holde til (siden så klokken). Dette blev så fordelt over gårde, der havde karle og jeg husker, at Jacob og Jørgen måtte af sted efter det job et par gange.
Fra hjemegnen (Lysgaard) og fra Marsvinslundtiden var far jo stærkt grebet af Friskolen. Jeg har flere gange senere hørt ham bruge slagordene: ”Lad de flydende skolepenge følge barnet!” Sikkert med den baggrund for øje havde far i disse år 1905-06 anskaffet en lærerinde, Karen, som skulle undervise os børn i hjemmet. Det må jo nok mest have berørt de af flokken, der var ældre end mig. Jeg sad mest under bordet og lyttede spredt til, hvad de skulle lære, men så meget må der nok alligevel have faldet af til mig, at jeg kunne læse flydende, da jeg som 7-årig begyndte min skolegang i Vium.
Men forinden endnu et par erindringer fra Resen. Midt i december 1906 døde bedstefar i Løvel, i den anledning var mine forældre vel kaldt til for at sige et sidste farvel. Jeg var med, hvorfor kan jeg jo ikke vide, om det nu var, fordi jeg er kaldt op efter mors slægt, eller om jeg havde været så forkælet, at de så sig nødsaget til at tage mig med – nok om det. I 1905 blev Viborg-Herning banen med station i Frederiks oprettet, på den måde fik vi vel kun halvt så langt til stationen end som før, da den nærmeste ellers var Stoholm. Jeg formoder, at bror Peter har kørt os til Frederiks.
Nu må jeg lige indskyde, at far gerne ville være rask og godt kørende og havde med det for øje fået morbror N.P. Møller, der dengang opholdt sig på Sjælland, til at skaffe sig et par Frederiksborg-plage, og de var vist bleven kørevante til den tid. Derfor er det, jeg antager, Peter har kørt os til Frederiks Station (han var nemlig meget køreglad med heste).
Jeg husker ikke spor om togrejsen, mærkeligt nok, heller ikke noget om, hvordan vi var kommet fra Viborg til Løvel, men nu kommer glimtet, som jeg kan huske, og det var bedstefar, der lå i sin seng med en rød lue på hovedet og en rebsnor der hang ned over sengen oppe fra loftet (glimtet slut). Om bedstefar var levende eller død, vidste jeg heller ikke noget om.
På hjemvejen skete der noget, som jeg husker meget bedre, for jeg antager, det har været ved samme lejlighed, som vi var på Løvelturen. Først må da fortælles, at bror Peter havde en hund, jeg ved ikke hvilken race det var, men for mig står det som det var den største hund i hele verden, noget i regning af det som er skildret i begyndelsen af digtet ”Hans, der rejste udenlands” et stort gult vallefedt dyr, der fulgte Peter overalt hvor han færdedes. Derfor havde han den nok også med til Frederiks den aften, han skulle hente os hjem fra turen til Løvel, og nu vil skæbnen at hunden, Rolf, i Resenfelle midt mellem Grønhøj og Resen bliver borte. Der var på den tid kun et par små huse, hvis indvånere havde taterblod i sig. Til en af disse fattede far mistanke og begyndte en undersøgelse dagen efter og fandt ganske rigtig Rolf liggende skudt hos en af disse folk. Manden indrømmede drabet og fortalte, at det havde været hans agt af afkoge den fede hund og lave afkoget til sæbe. Der havde jo sikkert været et større opgør, der endte med, at den omtalte mand skulle afleverer den døde hund i Resen Østergaard, og nu kommer så først det jeg kan huske: Med en radmager hest kommer bemeldte mand kørende ind i gården med hunden liggende i en lille stiv vogn, for mig så det ud som om hunden fyldte hele vognens længde. Nå, hele familien samlede sig om vognen med tavse miner, og det er den eneste gang, jeg har set Peter græde – sådan rigtig dybt hulkende, og vi mindreårige tudede måske med. Skindet blev taget af hunden (af hvem ?), blev garvet og lå på gulvene i de kommende hjem – også i Krabbesgade, indtil mor døde.
Ja, der kunne nok fortælles flere træk fra Resentiden f.eks. om karetmager Anton Nielsen og købmandens Kamilla, men slut!
Først på året 1907 solgte far så Resen Østergaard, hvorfor har jeg prøvet at skildre lidt om tidligere, og købte derefter en lille landejendom, ”Lillelund” på kun 14 tdr. land i Vium Østermark, hvortil vi flyttede 10. april 1907, og efter den tid bliver mine optegnelser sikkert mere autentiske. Jeg husker, vi var kørende med de to Frederiksborg heste og mor sad med det store stueur på knæ foran sig.
Jeg kom samme forår i forskolen hos en fru Eriksen, hvad jeg lærte husker jeg ikke, men derimod, at jeg en dag løb hovedet imod skoledørens håndtag og tudede, samt hvordan jeg forklarede lærerinden ”forleden dag” på den måde: ”De wa æ i gu’er, heller æ i gu’er ijen, men så den aa’en gu’er”.
Jeg må tidlig være kommen op til degnen (3. kl.) for efter ”degnebogen” kan jeg se, at lærer Grubbe flyttede fra Vium i 1908, og ham husker jeg dog at have gået til. Ellers husker jeg ikke ret meget fra hele min barndoms skoletid. Jeg tænker ofte på, om det nu har været ligeså hos de elever, jeg har haft med at gøre gennem årene. Det må I børn bedst kunne dømme i?! Jeg husker bedst, hvad der skete uden for selve skolen f.eks. i frikvartererne, hvordan vi (børnene) om vinteren huggede store isvåger på en af byens syv damme, hvorover vi så kappedes om at løbe over (sikke en mængde våde ben det gav) og om sommeren brættede vi drenge bukserne så højt op, som vi kunne, og med en gammel riskurv som net vadede vi rundt i dammene og fangede karusser (fisk) eller når, hvis vejret ikke var til at komme ud i, dansede sanglege med pigerne, af de store husker jeg endnu bl.a. Margrethe, der blev gift med postbud Papsø, Krabbesgade, Marie, gift med Chr. Lorentzen, bor nu her på Finderupvej 13 og Pouline Riiskjær, der blev sygeplejerske her i byen, hvor hun bor endnu, og som får en buket blomster hvert år.
I 1907 døde bedstemor i Lysgaard, hende med garnnøglen på brystet, ellers ingen kommentar.
Vi børn kunne alle synge, og vi trallede dagen igennem. Om far nu havde syntes, det kunne være godt med en slags musikledsagelse eller hvad, han fik købt en 3/4 violin, og på den skulle jeg lære at spille. Han vidste der i Lysgaard boede en Jens urmager, der kunne spille violin og til ham skulle jeg gå over til (fra Østermark var der vel 4-5 km hver vej) to gange om ugen. Det var allerede på den tid en gammel mand, der havde været med i krigen 1864. Han sad og makkede med gamle ure, skrev ellers nogle noder op fra gamle folkedanse og værs’god så skulle jeg spille efter dem. Det blev nu vist ikke til ret meget jeg fik lært, først da jeg fik købt en ”Violinskole” fik jeg lidt af begyndelsesgrundene indlært, blev så ved med at spille til 1967.
I 1907-08 måtte jeg få en cykel, hvis jeg fik lært at malke, begge dele opnåedes. På samme tid havde jeg hørt noget om, at der hver søndag var fest og koncert i Rindsholm (10-12 km) og da jeg nu mente at være helt befaren i at cykle, satte jeg en søndag kursen efter Rindsholm. Det var længe før selv hovedvejene blev asfalteret, og jeg havde jo nok kørt og vringlet fra den ene side til den anden, for man syntes jo altid, det så bedre ud på modsat side af vejen, og så et sted ude i Middelhede kører jeg bardus lige imod, en for mig dengang gammel kone, hvad hun nok slet ikke havde været, med det resultat, at vi begge væltede af cyklerne. Dog ikke mere medtaget end at vi begge kunne køre videre, men forinden kan jeg endnu den dag i dag høre konen el. damen sige: ”Ka’ do lær’ aa si dæ for”, og hver gang jeg kommer forbi stedet mindes jeg denne kone. Nå, jeg nåede omsider til Rindsholm, og her traf jeg bror Peter sammen med nogle af hans kammerater fra Demstrup, han var vist halvgal på mig, og spurgte om hvordan jeg var kommen dertil, hvortil jeg sikkert stolt svarede: ”A æ da kommen cyklen” og så gav han mig en rød sodavand. Disse var dengang med en mægtig prop i, der rigtig kunne sige bang, idet de blev åbnet, hvorefter han sendte mig hjem (uden uheld), og jeg syntes, jeg havde haft en mægtig god tur.
Som før omtalt var far meget sang og musikglad, og i disse år omkring 1910 kom der en aften til Rødkjærsbro (9-10 km) en norsk spillemand, der kunne spille på Fele, en norsk violin med 8 strenge på. Far syntes vi skulle tage ned og høre ham, men vi skulle gå, jeg kan huske vi kunne afkorte vejen 3-400 m ved at stikke ind tværs over Sjørslev kirkegård, det er vist det, jeg husker bedst. Dog erindrede jeg også nogle toner fra ”Sæterjentens søndag”, som jeg prøvede at efterligne på min lille 3/4 derhjemme.
I årene lige efter århundredeskiftet skete der en vældig udvikling inden for Husmandsbevægelsen (Køgeresulationen 1902), og i årene 1909-10-11 var far også bleven stærkt optagen deraf, kom i bestyrelsen i den stedlige forening med den initiativrige Mads Madsen, som formand. I 1912-13 får de den tanke, at det kunne være ideelt at få anlagt både en forsøgsmark og en forevisningshave. Far lagde jord til (i hvor lidt han havde) og foreningen skulle så sørge for resten. Åh, sikke et liv der blev: en sværm af forskellige konsulenter bl.a. havebrugskonsulent P. Henriksen, Beder (bedstefar til pastor H. Rørbæk) lærte mig, hvorledes man skulle rive et stykke jord fuldstændig plan, statskonsulent Riegels, Aarhus, konsulent Thomsen, Kjellerup m.fl. Jeg fik i disse år en påvirkning af disse forskellige kapaciteter, som jeg aldrig siden har glemt, læs nærmere derom i en artikel, jeg skrev i ”Husmandshjemmet”, på 13 side 10 d. 26/3 1957.
I forbindelse med dette arbejde blev der i de følgende år et rigt pulserende liv, idet der kom mange rejsehold på besøg, og der blev holdt sommermøder, hvortil var indkaldt flere ”store” talere på den tid, f.eks. landstingsmd. Fisker, vor nye præst (Holm), hvis søn nu er biskop i Odense.
Den 3. april 1914 blev jeg konfirmeret af en provst Larsen i Thorning kirke sammen med en flok på i alt 92 fordelt på 5 sogne grundet på, at vor gamle præst i Vium (M.A.S. Lund 82 år) var død året før, havde provsten vakancen og dermed den store flok konfirmander. Om forberedelsen huskes kun, at en af kammeraterne, der havde epilepsi, faldt om på gulvet og provsten slæbte ham ud. En tid i forvejen var far og jeg her i Viborg for at finde et sæt tøj. Det blev til en mørkt habit (serges) [5] samt en gummiflip nr. 38 for i alt 20 kr. Som gave fik jeg vist ét telegram og en tokrone.
Samme år 1914 1. august udbrød den første verdenskrig. Jeg husker luften var som ladet med elektricitet, lummer og trykkende. Om natten havde sognefoged Jens Madsen været ude omkring i sognet med indkaldelsesordrer. Og vi måtte igennem 4 trange år med mange forskellige restriktioner.
Dog i al mørke er der jo altid lyspunkter. Det må have været i disse år, nabosønnen Peter Smed og jeg gik på ålefangst ude i bækken. Det var en ulovlig måde ved jeg nu bagefter. Men det gjorde vi måske ikke dengang. Hvor vi havde fået ideen fra, huskes ikke. Vi gik derud og tændte en cykellygte (karbid) og lyste langs vandløbet, det havde den virkning, når en ål kom ind i lyskeglen, lå den fuldstændig stille, og den af os, der gik lige umiddelbart foran med en lyster (ålejern) kunne da let hugge ned over ålen og fange den i jernet. Med god held kunne der på en aften godt blive 20-25 stk. til hver af os.
I 1916 skete der noget, som kom til at gribe stærkt ind i min fremtidige løbebane. Jeg husker dårligt nok oprindelsen, men vi må have været i lag med at fælde et træ, som var så uheldig at falde ned over min højre hånd, der lidt efter svulmede op og blev helt stift. Det kunne Dr. Breinholt, Hvam, vist ikke gøre meget ved, og han sendte mig hen på årets slutning på sygehuset her i Viborg. Den eneste behandling, jeg mener jeg fik var, at der blev svøbt et bredt elastikbånd stramt over overarmen, ligesom når vi i dag får taget blodtryk. Det skulle vare ca. ½ time, og hele hånden og underarmen svulmede jo voldsomt op. Meningen var vist, at idet blodet fik frit lov at løbe tilbage, skulle det sætte bedre cirkulation gennem de angrebne håndrodsknogler.
Jeg husker at have min lille 3/4 violin med, som hang ved fodenden af sengen, og når der var stuegang, skulle jeg for overlæge Barfod med følge spille et stykke. Under dette ophold fik jeg min første alvorlige forskrækkelse, den anden var natten mellem 29. og 30. august 1944 (fortælles senere). [6]
Vinteren 1918-19 var jeg på Boris Landbrugsskole, hvor jeg særlig husker ”den spanske syge” [7] . Vinteren 1919-20 opholdt jeg mig på Asmildkloster Landbrugsskole, hvor jeg fik det bedste grundlag for kemien, endvidere gennemgik jeg et kursus og blev kontrolassistent, i hvis karakterer jeg fik udmærkelse, den eneste af de følgende eksamener. Året derefter virkede jeg så som kontrolassistent i Hvejsel ved Tørring. Men det var stadig ikke så godt med den hånd, og det meste af 1921 var jeg på Kjellerup sygehus, hvor jeg fik lysbehandling [8] . Det var stadig min lønlige plan, at jeg ville være landbrugskandidat, idet overlæge Theilmann betroede mig, at jeg aldrig rigtig ville kunne komme til at arbejde ved selve det almindelig landbrug. Han fik mig ind på Realskolen, hvor jeg gennemgik 3. mellem. Til oprykningsprøven i Tysk bøjede jeg alle udsagnsord ved at sætte ”ge” foran, hvortil censoren, pastor Kæstel, morede sig mægtigt.
Jeg var nu kommet i en alder, hvor jeg alvorligt skulle til at tage en beslutning om, hvad jeg virkelig ville være fremover, og da jeg gang på gang fik tudet ørene fulde med, at der ingen fremtid var i at blive landbrugskandidat, tog jeg overilet en rask beslutning og tog på Silkeborg Seminarium, lidet anende om, at det var langt større overflod, da jeg blev færdig med opholdet der.
Det blev givetvis nogle interessante, oplysende og berigende år, særlig i Dansk med Ludvig Jensen og i Litteratur med forstander P.J. Winther. De øvrige fag havde vel mere med indøvelse at gøre, men jeg havde på det tidspunkt alt for ringe evner til at tilegne mig stoffet og klarlægge og fremføre det til en eksamen. [9] Jeg blev dimittend 10. juli 1926, og nu var det jo så om at få et job inden for faget, men det blev uhyre vanskelig pga. at alle seminarier i disse år havde dimitteret dobbelt klasser, så vi formentlig ikke kunne spytte for hverandre. Jeg havde således til eks. en kammerat, E. Gam, der gik i 11 år, inden han blev fast ansat og jeg har været med til, lige efter eksamen, at vi var 225 ansøgere til et vinterlærerembede, og det varede kun i 5 mdr. Det var ude i Borris og Vrøgum i Vestjylland, og når vi var ude at præsentere os til et sådan embede (selvfølgelig på cykel) kunne det passere, at vi på samme dag kørte 20-30 ansøgere efter hinanden og var næsten en hel plage for de folk, vi hjemsøgte.
Lige efter eksamen 1926 tog jeg et kursus i ”Sløjd som Centralfag” hos ungdomsinspektør Folke Jacobsen ”Ellekilde”, Kgs. Lyngby. Til ham klagede jeg min nød med at få arbejde på den måde, at jeg sagde til ham: ”Kan De ikke skaffe mig en inspektørstilling inden for skolevæsenet, da det var umuligt at få en plads bare som vikar”, hvortil han svarede, at han skulle skrive det bag øret. 8 dage efter kom der bud om, at jeg skulle præsentere mig for en forstander K. Dam, Bramminge Real- og Efterskole, der gav det resultat, at han antog mig til 65 kr. om måneden fra 1/10 1926, og jeg skulle så virke ved begge afdelinger. Derforuden var der en lærer, en lærerinde og to pensionerede lærere, det var et privat foretagende, så der skulle sikkert spares på lønningerne.
Det blev en travl og lærerig arbejdstid, 48 ugentlige timer foruden opsyn og tilsyn fra man stod op til man gik i seng. Og de timer eller fag de øvrige lærere ikke ville eller kunne få, skulle jeg ha’, jo der blev man rigtignok prøvet af overfor 80-90 unge ”klører”, der kun tænkte på at lave sjov i enhver situation. Jeg mindes således en dag, jeg havde haft fritime og var gået ud i byen. Da jeg kom tilbage hører jeg ud fra vinduerne i foredragssalen en råben og skrålen. Jeg gik ind og så gamle pensionist Petersen stod på katederet og ville forklare flokken om telefonen, men den var kun optaget af en 3-hjulet cykel, som den havde fået slæbt med ind til timen, og nu sloges og råbte de op om, hvis tur det var og hvor mange der kunne være på den osv. Jeg gik ind og satte mig ganske stille på en af de nederste bænke, sa’ ikke et eneste ord, der blev dødsens stille over hele flokken og flovheden bredte sig overalt.
Men selvfølgelig var der også mange opbyggelige timer og hyggetimer, dilettant, folkedans o.m.a. Forstanderen kunne kun holde eet foredrag, med det rejste han rundt i omegnen og samlede elever sammen, når de endelig kom på skolen var det vores (lærernes) hverv at holde alt i sving efter det vedtagne program.
Her traf jeg så jeres mor for første gang. Hun skulle sørge for mad til den store flok med de mange munde [11] .
Efter 1½ års forløb var jeg nok ved at være for ”gammel i gårde” og til maj 1928 skaffede K. Dam mig en plads på Gelsted Ungdomshjem normeret til 35-40 adfærdsvanskelige drenge fra 15-20 år. Da det var om sommeren blev det ikke til mange timer i skolestuen, men mest med et arbejdshold ude i den store park og eksporthave. Det gik for sig på den måde, at jeg fik et hold drenge på 12-14 stk., som jeg så skulle sætte i arbejde og aldrig slippe nogen af dem af syne, for så ville de ”spæne”, og skulle f.eks. en af dem på wc, måtte alle de øvrige standse op og hele flokken med hjem på anstalten. Det kunne nok ske nogle gange i dagens løb, eftersom de var i drillehjørnet til. Om aftenen (natten) blev dørene låst ind til sovesalene.
Gennemgående var drengene såmænd let at omgås, men selvfølgelig var der gnidningspunkter. I sommerferien var jeg konstitueret forstander i 3 uger, mens han og familien var udrejst. Det skete da en dag, at vi fik serveret rabarbergrød, der var lidt mug på. Drengene strejkede og lod grøden stå, den blev serveret for dem om aftenen igen, og så blev der uro i luften. De lagde planer om, at alle ville ”spæne”. Jeg var nok klar over deres hensigt, og efter at have lukket tobaksskabet op (de måtte kun ryge efter middags- og aftenmåltider), og der var kommet damp på, talte jeg til dem og sagde: ”Jeg har erfaret, at I vil ”spæne” i aften, men forinden vil jeg dog lige sige jer tak for alle de gode dage, vi har haft sammen og så ønske jer god tur med udflugten”. Da det blev sengetid, og vi skulle over gården for at komme til sovesalene, var der ikke én af dem, som stak af.
Vi havde for vane en søndag eftermiddag at spadsere ud til Føns Strand og skov. Ved sådanne lejligheder lod jeg dem frit løbe om i flere timer, så her havde jo været rig anledning at stikke af, men til den aftalte tid eller når jeg lod fløjten lyde, stod hel flokken klar til at vandre hjem (10-12 km).
Hen ad mod efteråret 1928 var jeg så ved at kunne søge alle slags embeder, idet man skulle have samlet 2 års arbejde for at være fuld kvalificeret til et fast embede. Jeg vaklede en del i, om jeg fortsat skulle blive ved at arbejde inden for ungdomsskolerne eller søge ind i folkeskolen. Lysten var vist nok mest ved den første, men den gang var så at sige alle ungdomsskoler private, og skulle man fremover have en fremtid der, skulle der som regel findes og bindes en ret stor kapital, så det blev folkeskolen. Fra midt-sommer dette år søgte jeg alle ledige embeder, der var opslået over hele landet, det blev vist til op imod 200 ansøgninger. Alle indstillinger fulgtes med stor spænding, flere gange som nr. 3 og et par gange som nr. 2, men aldrig som nr. 1, før det pludselig i november samme år skete i Ullits. Senere hørte jeg jo meget om, hvorledes det var gået til ved den indstilling. Jeg havde et par gange i 1926 og 28 været deroppe for at præsentere mig, idet de i disse år havde brug for vikarer, så de kunne stadig huske mig. Ved den endelige behandling i november 1928 skete der så det, at blandt de 97 ansøgere fandt Foulum-folkene en, som de absolut ville have indstillet som nr. 1 og ligeså bestemt havde Ullits-folkene fundet en anden, som de holdt på skulle være nr. 1, hvortil købmand Jesper Nielsen skulle have sagt: ”Jamen, der er jo ansøgere nok, kan vi så ikke lægge disse to til side og se at blive enige om en hel tredje”. Om det så var, fordi de alle kunne huske mig, eller det var fordi min mors brev var kommen med ind i situationen, det trin kender jeg ikke, men resultatet blev, at jeg blev indstillet som nr. 1. – Det med mors brev blev jeg først klar over mange år senere (1953), da den daværende sognerådsformand var død og enken er ved at rydde op i sagerne, finder hun brevet og sendte det til mig. (Der kan man se, hvad en mor kan finde på).
Nå men nu gik jeg jo og ventede på kaldelsen, det trak ud og grunden til det viste sig, at biskoppen, der havde kaldsretten, ikke var klar over om det halve år, jeg havde på Fyn, nu også kunne regnes til at kvalificere sig i en folkeskole, han sendte så sagen over til undervisningsministeriet til afgørelse, og endelig i februar 1929 kom der besked om, at det var gyldig nok. Jeg blev nu kaldt op i bispegården, hvor jeg kom i stor forhør, og hvor han indviede mig i de fortvivlede kirkeforhold i Ullits-Foulum, hvorefter han så kaldte mig til enelærer i Ullits skole fra 1. marts 1929 at regne. Det var til den gamle skole, der lå langs med kirkegårdsdiget, og hvor der endnu ikke var indlagt hverken vand eller lys [12] . Det var først i 1935, den nye skole blev bygget på bakken nord for byen, og alle træer deromkring har mor og jeg egenhændigt plantet, det blev til nogle tusinde stk.
Hvis som før omtalt kirkeforholdene var i ulave, var de det ikke mindre inden for skolen, og det første alvorlige indgreb, jeg måtte til, var at konfiskere de store drenges knojern – men skal jeg nu til at berette videre i detaljer, synes jeg at stoffet bliver så omfangsrigt, at jeg knap kan overse det og få det samlet.
Derfor vil jeg nu sige stop!!!
Foranstående er tilegnet jer mine børn, og den af jer, der nu får lyst kan så føre ”romanen” videre med udgangspunkt fra 1930, ligesom jeg begyndte med mine forældre fra 1890. Til dette brug står I ikke på nær så bar bund, som jeg gjorde, idet der foreligger adskillige oplysninger bl.a. i Scrapbogen fra Ullits og i Elevbogen, Gæstebogen, Elevbogen om Ullits og flere ting.
Dog burde jeg måske nok fortælle lidt om hovedårsagen til flytningerne:
I 1950’erne kom skolestrukturen rigtig under debat og det var særlig de små skoler, der måtte holde for og dermed også Ullits. Jeg havde flere gange været med ude at se på nye skoler, så jeg kunne nok regne ud, at der ville ske noget engang, dog ikke så længe ”de gamle” sad ved styret, men da så Chr. Byrjalsen med Martin Clausen ifølge kom til ”roret” var ændringerne ved at nærme sig. Så meldte spørgsmålet sig, om jeg skulle blive og så fremtidig få min virkeplads ved Ullits stationsby – eller helt flytte væk?
Valgte jeg det første ville jeg jo få mine elever med og det ville sikkert give problemer at få sådan et par hold sat sammen. Var det så ikke klogere at flytte til et helt ny sted? Desuden ville jeg jo komme under Regnars opsyn, så jeg valgte det sidste. Det var efter 25-års virke svært, meget svært, men mon nogen af os (også I børn) nu bagefter har fortrudt det?! Jeg tror det næppe.
Det næste trin blev så Hersom, det var vel nærmest de mange bygninger (3 fløjet) og den megen jord, der hørte til, som fristede. Endvidere var jeg bestemt lovet, at denne skole nok skulle blive udbygget med de ting, som blev nødvendige. Dette løfte kunne jeg snart opdage blev siddet overhørig. Der skulle kun udbygges én skole i de to sogne og det blev i Bjerregrav, så kunne jeg komme til at skifte arbejdsplads igen, sådan flød forholdene omkring landsbyskolerne dengang. Men hovedårsagen til, at Hersomtiden varede så kort, var den, at sognerådsformanden og præsten var blevet uenige om skolespørgsmålet, der udartede til injurieretssag, i hvilken jeg uvægerlig ville blive inddraget, og hvor jeg nødvendigvis så skulle til at tage parti. Det ville jeg ikke, så hellere væk, inden rødderne blev for dybe. Det var endda sådan nogen rare og omgængelige mennesker – og frk. Henriksen !!!
Efter disse erfaringer var det jo så med at se sig godt for ved næste flytning, som så blev: Hjorthede. Skolen her var udbygget med gymnastik og sløjdsal, skolekøkken og bibliotek, så her regnede jeg med, at der ikke kunne ske noget med ned- eller sammenlæggelse, og se så alligevel, hvordan det er gået senere! Tiden har vist, at hvor der ikke er basis for at kunne virke mindst som en 7 kl. skole, har den ikke kunnet bestå. Det kunne jeg ikke se dengang, men det er blevet fakta. Ganske vist var her en gammel lejlighed, men der var indlagt centralvarme (hvad mor aldrig havde været vant til) og jeg støttede mig særlig til, at skolen var udbygget.
Ja og det blev for mig i praktisk forstand de mest lærerige år, jeg har oplevet, idet jeg kom i alle sognets forskellige ledelser, styrelser og udvalg og råd, sådanne tilbud havde jeg aldrig fået andre steder. Men der hvor man har haft sit ”knald”, får man også tit sit ”fald”, og efter at det ”glippede” ved kommunevalget i 1962, syntes jeg ikke, jeg havde så store forpligtigelser over for sognets forskellige gøremål som tidligere og besluttede endnu engang at rykke teltpælene op.
Hidtil havde vi jo altid boet i embedsbolig, og da jeg nu kunne begynde at skimte til enden på min virketid, ville boligspørgsmålet komme i forgrunden, og husene var allerede da ved at stige til uhyggelige høje priser. Den anden årsag var den at man på det tidspunkt ikke kunne opnå højeste pension, med mindre man var ansat ved en købstadordnet skole. Det blev så grunden til, at vi tog springet og flyttede til Bjerringbro, hvorved vi opnåede begge dele: at få eget hus og kunne opnå højeste pension.
Men skolemæssigt blev det en død og tom tid for mig, man fik et nr., et skema og en klasse, men derudover havde man ingen som helst føling med, hvad der skete ved det store skolevæsen. Nye tider og skikke begyndte at melde sig (pga. velfærden), og det bekom mig vist egentlig ret godt, at jeg kunne trække mig tilbage fra skolevæsenet efter mit fyldte 67. år.
Tilbage er så kun det sidste skridt – her til Viborg. Det var vel væsentlig for Peters skyld [13] . Han og mor skulle i Bjerringbro sommer og vinter op kl. 6.00 og spadsere ned til rutebilstationen til kl. 7.00. Det ville blive lettere ved at flytte til Viborg. Dengang ville vi ikke indad til byen, men senere har vi vel alligevel fortrudt, vi ikke var kommet lidt nærmere ind til centrum. Vi har også senere ligget i handel for at opnå dette, men nu bliver det jo næppe til noget.
Dette er skrevet i mit 75’ende år, så der kan eventuelt være enkelte erindringsforskydninger, det bliver dog ikke mange,
Ja som før omtalt er ovenstående tilegnet jer, mine børn, gem det så til engang en af jer får lyst og interesse af eller til at føre skildringerne videre,
Eders far.
P.S. Prøv fremover at følge med i hvordan det går det svage led i kæden, Peter, med hvordan det går ham og f.eks. skiftevis invitere ham hjem til jer i weekenderne osv.
[1] Bodil Marie blev først gift med Søren Sørensen Kristensen d. 20/11 1888, men han døde allerede d. 31/3 1889. Sammen havde de Resen Østergaard, som Søren Chr. Pedersen (senere Østergaard) og Bodil Marie drev videre efter ægteskabet 3/10 1890. Se bilag: Retsprotokol.
[2] Bodil Maries far stod som kautionist for Resen Østergaard og da han dør i dec. 1906 kunne dette muligvis være grunden til at de sælger gården foråret 1907.
[3] Her ligger i dag Møller og Lis Østergaard
[4] Fundamentet
[5] solidt, uldent, kipret stof
[6] Møller omtaler ikke denne dato senere i sine erindringer. Jeg tror dog han mener 1943 i stedet for 1944. I måneden før denne dato 1943 bølgede sabotager mod besættelsesmagten gennem hele landet. Man kaldte det augustoprøret. Af den grund krævede tyskerne bl.a. dødsstraf til sabotørerne. Den danske regering kunne ikke gå med til dette og det endte med at den trådte tilbage. Tyskerne erklærede undtagelsestilstand og kl. 4 om morgenen (natten mellem 29. og 30. august) angreb tyskerne alle større danske militærinstallationer. Danmarks flåde blev sænket for ikke at falde i tyskernes hænder. Efter denne dato var heller ikke jøder i Danmark sikre og Frøslev lejren blev dannet. Tyskerne overtog flere danske skoler. De kom også til Ullits skole, men endte med at overtage hotellet i stedet for.
[7] En verdensomspændende influenza epidemi, der kostede mere end 21 millioner dødsfald
[8] Møller havde pådraget sig hudtuberkulose, Lupus vulgaris er den medicinske betegnelse for sygdommen.
[9] Møller dumpede og måtte gå om
[10] Møller bliver gift d. 28/6 1927 med Anna Mathilde Kuld Jensen. Sammen får de datteren Edit Kuld Østergaard født 23/9 1927. De får bevilliget skilsmisse d. 13/8 1930.
[11] Nielsine Pedersen kaldet Lis tjente i sine unge år før Bramming hos en familie Ziegler i Sorø. Dette var forældrene til de senere berømte kabaretpiger Åse og Lula Ziegler.
Hvorfor hun blev kaldt Lis har jeg ikke fundet ud af, men hun brugte altid dette navn, og det var først efter hendes død, at jeg fandt ud af, at hun rent faktisk hed Nielsine. På gravstenen står der Lis Østergaard.
[12] Møllers egen tegning af skolen er vedlagt som bilag
[13] Peter Høje Østergaard er født med Downs syndrom (mongol).
Møllers Familieoptegnelser
Til Brudeparret
Peder Petersen og Marie Jensen
på deres Bryllupsdag d. 15. april 1846
Når to indganger i ægtepagt
at dele glæde og dele smerte,
da lad det være eders fulde agt
at skænke hverandre det hele hjerte.
Gud vil da vandre ved siden om
og skænke eder nåde over nåde.
I da med liflig morgendrøm
vil vågne så glade og veltilmode .
Det indledende brudevers til min bedstefar og –mor, Peder Petersen og Marie Jensen, er, hvis de er viet i Vium kirke, sikkert skrevet af den daværende Viumdegn Magnus Anton Lindhard. – Sådanne vers var meget almindelige på den tid, og ligeså også gravvers ved dødsfald. Man kan se mage til dem på vore museer og lign. steder f.eks. i Æ. Bindstouw i Lysgaard.
Senere er man så gået over til at ”forfatte” sange til bryllupper og andre fester – se f.eks. den samling jeg har fra Ullitstiden.
Da jeg nu her er startet med min bedstefar og –mor på sværdsiden, skal jeg i det følgende prøve på at trække denne linje op med, hvad jeg nu ved og kan huske lidt om, sammenlign i øvrigt slægtstavlen.
Min bedstefar, Peder Petersen , født 2/5 1816 i Lysgaard, død 1/3 1894, gift 15/4 1846 med Marie Jensen , født 28/5 1823 i Vævergården, Vium sogn, død 22/6 1907. (Hende med garnnøglen).
Børn:
1) Peter Petersen født 1847, død 1905 gift med Marie Mikkelsen, Elsborg, født 1851, død 1925 (barnløs)
2) Jens Petersen kaldet møllebygger. Af hans børn huskes Peter Petersen født 21/4 1886, død 26/12 1973, der arvede fødegården i Lysgaard omkring 1908. Gift i 1908 med Oline, Falle, født 19/4 1886, død 24/5 1967. Deres søn, Arnold Petersen, ejer nu gården. Endvidere huskes den yngste datter, Emmy, der i mange år har drevet en manufakturforretning i Hvam, Kjellerup.
3) Else Margrethe Laursen født Petersen 12/1 1854, død 10/10 1907, gift med købmand Peter Laursen født 1847, død 1919,. Han drev hele sit liv en købmandsforretning i Lysgaard. Han hentede selv med hestekøretøj sine varer hos en grossist i Viborg, havde et dårligt eller stift ben, hvortil han selv syede støvler med særligt indbyggede skinner.
Hans bror, Jens Laursen, født 22/12 1853 død 22/5 1940 Knækkeborg, var en underlig lun halvoriginal, derfor kaldt ”Løjde” med utrolig mange ideer og påfund. Der fortælles om ham, at han således engang i det forrige århundrede var gående til Viborg, træffer en mand med en cykel og spørger ham, hvorledes sådan en skulle bruges. ”Ja, du kan jo prøve”, sagde manden og Jens springer på cyklen og kører hjem til Knækkeborg (12-14 km) på den og lader den stå til næste gang, han skulle til Viborg. Jeg har personlig set ham komme kørende i et selvlavet lille køretøj bestående af to cykelhjul med en fiskekasse imellem, hvori han sad (måske den første sulki), forspændt en mægtig stor jysk hingst (sikke et syn). Engang var han til skovauktion ude i Stendalsgaards Plantage (noget af det første beplantning på Alheden). Auktionslederen var selve skovejeren Jensen Tusch, og ”Løjde” syntes Tusch holdt priserne på træbunkerne for høje og ville provokere Tusch, og ved en passende lejlighed sagde ”Løjde”: ”Nok haa’r a sit manne tudser, men alle haa’r a sit novn så stue som dæ”. En sønnesøn bor stadig i Knækkeborg.
Deres børn:
a) Peter var gift og boede de fleste år i København, både han og hustruen, Petra, var stærkt grebet af Jehovas Vidner, Jeg har f.eks. hørt dem sidde halvnætter i mit hjem omkring 1912-1914 og fortolke skriftsteder for mine forældre. Min far var et sundt tænkende god debattør, der længe kunne holde en diskussion i gang, hvorimod mor med korslagte arme til den slags ting sa’ ”I Guds Navn”.
b) Kirstine gift med underofficer og glarmester Pedersen, boede ovenover P. Israelsens urmagerforretning i Gravene, Viborg, hvor jeg har besøgt dem en enkelt gang omkring 1920. Børn: 1) jur. Brynjolf Pedersen 2) kobbersmed Aage P. og 3) Peter P. glasmester.
c) Dagmar døde som ung
d) Viggo snedker i Aarhus
e) Laura ugift, var en del år i Kbh., men opholdt sig siden moderens død 1908 hjemme i købmandsforretningen, var en særegen personlighed, var i de unge år ligesom broderen Peter grebet af Jehovas Vidner, men forlod det helt senere – i alt fald udadtil, læste daglig ”Jyllandsposten” sad ellers mest i sin gamle fedtede lænestol og lagde Kabale.
f) Johannes født 1889, død 7/6 1977 overtog og drev siden faderens død forretningen, stadig i den gamle gænge, hvorfor den efterhånden gik helt ud af kurs, til sidst nærmest kun ølsalg, gik alene en del år omgivet af en flok katte overalt i stuerne, faldt i 1971 og brækkede et ben og kom på Blichers Hvilehjem her i Viborg.
4) Niels Chr. Petersen (kaldt Forkå’l) født 22/7 1860 bliver enkemand i 1902. Hans tilnavn har han fået, eftersom han i mange år var forkarl på Marsvinslund og fik ved sit første giftermål en udstykning fra Marsvinslund på 16 tdr. land mellem Marsvinslund og Demstrup, hvor han gravede en del tørv i kanten af ”Tossimu’s” og opdyrkede jorden bagefter med gode kløverarealer (alsike), fik sølvbæger for landboflid, et ihærdigt arbejdsomt menneske, der til al slags modgang altid sa’: Te de æ e sø’en”, var i de sidste mange år stærkt plaget af gigt. Som middel derimod har jeg hørt ham bl.a. ligge nøgen på en dynge brændenælder.
Børn af 1. ægteskab:
a) Peter Petersen, gift med Ann-Marie og boede de fleste år som landmand i Bøgely, Bjerringbro, men flyttede sidst ind på Sønderbro, hvor de holdt guldbryllup omkring 1960, hvor vi bl.a. var med, barnløs, men tog et af Martines (e) børn, Anna, til sig, der blev gift med en A. Lading.
b) Karl blev udlært murer, gift med Katrine fra Stoholm, blev senere landmand på ”Månen” mellem Sahl og Gullev, også han flyttede til sidst ud på Sønderbro.
c) Semine rejste tidlig til Kbh., blev gift derovre og boede der til sin død.
d) Laura blev i 1916 gift med Peter Jensen, en beleven og handy mand. De boede i mange år på en lille ejendom på Dalsgårds mark, Kjellerup, flyttede til sidst ind på Østergade i Kjellerup, skrev en sang til deres sølvbryllup i 1941, kun en søn, Sv. Aa., der er ved politiet i Aalborg
e) Martine blev gift med Peder Christensen og boede i flere år på Demstrup Hede, var bl.a. tørvefabrikant, boede de sidste år i det blæstomsuste hus, der ligger fra Demstrup ad Marsvinelundvejen, begge døde
f) Sigrid rejste ligeledes til Kbh., blev gift og blev derovre, jeg har en enkelt gang besøgt hende i Borups Alle. – Død.
Niels Chr. Petersens anden hustru hed Andrea. Efter han var blevet enkemand i 1902, styrede de ældste piger for ham, men efterhånden som de blev større ville de jo ud i den vide verden og farbror blev lidt ensom. Mon så ikke det var min mor, der kom på den ide at finde en af sine gamle piger frem til at blive husbestyrerinde for ham? ”Hun kom, så og vandt”. De blev i alt fald gift på hans fødselsdag d. 22/7 1908. Året efter var den første i vente, mor havde lovet at stå bi ved denne lejlighed. Aftalen var at de skulle hejse flaget, når tiden var inde. Vi boede ca. et par km fra hverandre med Baastrups udtørrede sø imellem, hvorigennem der løb en ret bred bæk. Omkring den forventede tid, blev jeg daglig sat til at vogte på det øjeblik, flaget ville glide til tops. Dagen kom og mor fik travlt, og jeg skulle nu sørge for at lede hende gennem moradset og over bækken, hvorover kun var lagt et ganske smalt bræt, derpå en række tørvegrave, som en smal sti snoede sig ud og ind imellem; det var næsten kun vi børn der kendte disse krinkelkroge. Nå, men Andrea blev farbror til stor støtte – også med hans gigt og i hans alderdom. Hun var en særdeles ferm og dygtig kvinde, der kunne få sat skik på alt, hun foretog sig. Jeg har oplevet at se hende bestride 3 ting på én gang: at køre på besøg hos os med den brune øg (over Demstrup), at have en af børnene med hos sig på vognen og lære det at stave samtidig med, at hun sad og strikkede på en strømpe. Da hun nåede over hos os, viste det sig ganske vist, at hun undervejs havde tabt den ene enspænderstang, så måtte jeg halvvejs tilbage for at finde den, så hun kunne køre reglementeret hjem igen.
Børn af 2. ægteskab:
a) Kristian blev gift med vor nabodatter Gerda Lorentzen, de har boet mange steder, en tid i de senere år på ”Guldsmedegården” ved Hobro og nu vistnok i Hobro
b) Rigmor gift med en mekaniker og vognmand Oskar Olsen, i Hvam Kjellerup, død 1975
c) Aksel gift og bor herude på Viborg Vestermark, hans datter gift og bor her på Aarhusvej 172, en søn er lærer og bor i Ringkøbing. – Ovenstående var den af fars familie, vi som børn kom mest sammen med, fordi vi nu engang boede nærmest, og hvorved vi givet havde mere samkvem med end den øvrige familie og dermed mere kendskab
5) Søren Chr. Østergaard, født 25/11 1862, gift 3/10 1890 med Bodil Marie Thomsen af Løvel, født 16/3 1865, begyndte på en meget mager hedegaard i Sdr. Resen Østergaard, en gård på 3-400 tdr. land, hvoraf kun en lille part var opdyrket, resten lå i lyng og strakte sig opover Resenfelle mod Grønhøj, måske noget af det i dag er fredet og lagt ind under Kongenshus Mindepark [1] – flyttede i april 1907 til en lille ejendom på 14 tdr. land i Vium Østermark, hvor de boede til 1926, da de byggede hus i Krabbesgade 18, Kjellerup, hvor far døde 2. marts 1948 og mor 8/9 1954.
Deres børn:
a) Anna født 31/7 1891, tjente som ung her i Viborg bl.a. hos sagfører Chr. Ørum, blev så angrebet af en uhelbredelig sygdom (vistnok Tæring) [2] . Jeg husker om hende, at der kom en dr. Tamsen, Kjellerup, kørende i en slags jumbe forspændt to små islændere for at kurere på hende, han trak f.eks. hendes tænder ud, idet han mente, der stammede en del betændelse derfra – og mange andre ting; men uden resultat, mor sad i de sidste nætter med fars jakke på i et koldt gæstekammer og vågede over hende; hun døde 3. juledag 1911; hendes grav er lige umiddelbart ud for det nordøstre hjørne af koret på Vium kirkegård.
b) Peter (Petersen) Østergaard født 12/12 1893, var tidlig udviklet og så sine idoler i de forskellige karle på gården (særlig Anton), kom tidlig ud at tjene bl.a. ved en Anders Hansen, Tapdrup, der senere blev sparekassedirektør i Viborg og hos en P. Vesterby, Viborg Vestermark, hvor han fandt sin kone Marie Mogensen fra Nr. Rind, hvormed han blev gift i nov. 1914, forpagtede som 21-årig i 1915 Ørum præstegård, der dengang før den blev udstykket var på 120 tdr. land (travl tid), købte i 1921-22 Risagergård i Tindbæk. Også han blev angrebet af en uhelbredelig sygdom (kampen mellem de røde og hvide blodlegemer) [3] , som man dengang stod fremmed overfor og døde 1926, ligger begravet på nordsiden af Skjern kirkegård (høj marmorsten), stenen ændret i 1976. Hans børn: 1) Arne født 1914, gift med Margrethe fra 1913, Skærvad, ”arvede” morbror N.P. Møllers gård i Skrejrup ved Rønde, hvor de nu bor. 2) Gunnar, ugift og bor hos moderen i Hammershøj. 3) Henning gift med en sygeplejerske og bor i Skejby ved Aarhus. 4) Vagn, gift og er arbejdsleder på Aarup Teglværk ved Hammershøj
c) Marie Magdalene Johanne født 18/9 1897 var som ung meget vigil [4] og sportsinteresseret, kom omkring 1920-21 til Høng landbrugsskole, hvor hun traf Albert Fogh, der vist dengang var ved at forberede sig til Landbohøjskolen. Begyndte også der, men det glippede; de blev gift i juli 1925 og begyndte på en lille ejendom i Serup, kun et årstid, hvorefter de flyttede til Skindbjerg, hvor de gik hans forældre til hånde, ”arvede” derved stillingen som sognerådsformand for Rimsø-Kastbjerg kommune, hvilket han besad til sin død 1956. Marie døde 28/10 1974
d) Møller (nærværende fortæller) født 30/4 1900. Se senere beretning.
e) Johanne Amanda født 24/3 1903, snild og fingernem, tog forskolelærerinde-eksamen fra Langs Seminarium i 1927, blev i 1930 gift med lærer Kr. Kristensen, Mors, begyndte i Mjolden skole, nord for Tønder, flyttede efter krigen til Tønder, hvor de begge virkede ved byens skolevæsen, til hans død 1972. 2 børn: datteren Gunver og sønnen Finn.
f) Dagmar født 15/7 1905 blev også gift i 1930 med konstruktør Peder Nielsen, død 1975, der senere virkede ved Viborg Amts Vejvæsen, blev syg omkring 1950 og lå hjælpeløs til sengs indtil sin død, boede Elmevej 4, Viborg. 2 børn: begge døtre, Annelis og Birgit.
6) Jens Chr. Petersen født ca. 1864 boede i Gamskjær ved Stoholm, flere børn, hvoraf jeg kun husker navne på Severin og Hulda.
7) Peder Chr. Pedersen født ca. 1869 [5]
Omkring eller lidt før 1750 var Niels Jespersen mand i slægtsgården, derefter sønnen Jesper Nielsen (1752-1839) gift med Mette Petersdatter (1754-1839) efter ham sønnen Peter Jespersen (1779-1858) først gift med Maren Petersdatter[6], som døde 1840, hvorefter han blev gift med Christiane Christiansen (1795-1862). Derefter sønnen Peder Pedersen (1816-1894) der blev gift i 1846 med Marie Jensdatter fra Hornskær i Vium sogn (1823-1907) (hende med garnnøglen på brystet). I dette ægteskab var der 7 børn, hvor af min far Søren Chr. var nr. 5. Nu får den ældste gården Peter Petersen (1847-1905) gift med Marie Mikkelsen (1851-1925). Da dette ægteskab var barnløs får en brodersøn Peter Petersen (1887-1975), gift med Oline 1908, gården.
Deres sønner Arnold og Peter Petersen har nu gården.
Gården, der ligger lige over for E. Bindstouw og oprindelig var en fæstegård under Hald, købte Jesper Nielseni 1800 for 250 rigsdaler. De fleste i denne familie har været stærke og kraftige folk, særlig Peter Jespersen, der i 1807 blev indkaldt i hæren og var med i Napoleonskrigene, læs f.eks ”Ras Rask” eller ”Messingjens” i ”E. Bindstouw”, det kunne være noget lignende af det, han havde måttet gennemgå under disse krige.
Endvidere kan fortælles om min far Søren Chr. Østergaard, at han har været med til at ”forevige” et mindesmærke over digterpræsten Steen St. Blicher. På hans fødegårds mark ligger en høj kaldet Lyshøj (96 m) hvorpå man i 100-året efter Blichers fødsel – altså i 1882 – fik den idé at ville rejse ham et mindesmærke. Det var min far, som 20-årig med til at rejse, hvorom han har fortalt mig følgende:
”Mindesmærket skulle helst være en stor natursten, og her kom tilfældet os til hjælp, idet der ude i Bisballe skove blev fundet en stor sten, som nok kunne bruges. Det var dog nødvendig først at tildanne den noget, hvorfor der blev frahugget flere læs, og så kom spørgsmålet, hvordan sådan en ka’l skulle transporteres, først prøvede vi med en blokvogn, men den kunne ikke bære, så med jernruller, men de blev klemt helt flade, så nogen sværere, den blev trukket af en talje og spil med mange heste spændt for, på den måde nåede vi hen til højen. Her begyndte vi så at klodse op med sten og tømmer for at komme i flugt med højens top. – Der var boret hul i en mægtig underligger og ligeledes i den store sten, hvorigennem var sat en jernstang. Vi var meget betænkelig ved om at skulle lykkes, det gjorde det, og vi råbte Hurra”.
– Denne sten med de afhuggede stykker blev ved nøjagtige vejninger og målinger takseret til at veje 39000 pund – og stenen står endnu som de satte den for nu lige ved 100 år efter. Godt gjort!!
Ja, det ligger lidt mere i det skjulte med den side af slægten, dels fordi vi havde mindre samkvem til den side, og dels fordi navnene forsvinder ud i tågen på morfars side, hvorimod jeg ved et mærkeligt tilfælde kom i besiddelse af mormors slægt helt tilbage til 1679 (se slægtstavlen). [7]
Nu begynder jeg så med morfar:
Peder Thomsen Møller født 2/11 1824 i Løvel, død 17/12 1906, gift 3 gange. Først med Johanne Jensen (bedstemor) den 24/9 1858, født 18/8 1830 i Riis Mølle, død 9/5 1869
Børn af 1. ægteskab:
1) Jens Peter Thomsen Møller Gift første gang med Ana Marie Vesterby, blev vel efter den tids forhold en ”stor” mand, således formand for Mejeriernes Fællesforening og til sin død kreditforeningsrepræsentant.
Hans børn af 1. ægteskab:
a) Johanne Kirstine Møller der fra 1910-12 var lærerinde i Lånum, gift med Johannes Jepsen, en tid uddelerpar i Lysgaard, købmand i Tindbæk, grossist i Randers, en datter, Adda.
b) Sigrid Møller født 3/4 1893 i Løvel, blev gift med lærer Peter Nygaard Kristensen også fra Løvel, blev lærerpar i Vejby skole i Salling, flyttede så her til Viborg (Mellemvej). To børn: Johannes født 15/3 1925 og Harald født 20/4 1928.
c) Karen, gift med kaptajn i Gedser.
Børn af 2. ægteskab med Anne Sofie Alexandra Christensen:
a) Anna gift med propr. Peder Giversen, Sødal, senere flyttet til Viborg
b) Elna født 18/10 1908, gift med kordegn Carl Gustav Christensen i Skive
2) Mette Marie blev gift med en Poul Jensen; de boede i Vrå, Pederstrup. Der var en stor flok børn, hvoraf jeg kun husker Karen, Petra, Frederikke og Martin. Karen opholdt sig de sidste år hos ”Vægt-Jensen” i Kjellerup.
3) Thomas Th. Møller gift og boede i Bigum. Havde sønnen “vejrprofeten” Martin, med hvem jeg som dreng var med på en rotur over Tjele Langsø. Endvidere sønnen Peter har været boende i en af Tougaardene (Peter Tougaard)
4) Bodil Marie født 16/3 1865 (mor), omtales senere.
5) Anders Møller født 1869 blev gift med en nabodatter til Resen Østergaard, Hans Hansens datter, Katrine. Fik fødegården i Løvel, nu helt udstykket, var sognefoged i mange år og en stor flok børn: Gertrud, Per, Uffe, Gunnar, Niels Kristian, Anna, Magdalene (måske flere). Per (eller Peter) omkom i 1939 ved at indebrænde i en bil på vej ud eller hjem fra morbror N.P. Møllers fødselsdag det år, boende i Skrejrup.
Morfar blev gift 2. gang med Frederikke Pedersen 24/11 1869, født 5/4 1849. De fik ingen børn og Frederikke dør allerede 26/11 1870.
Gift 3. gang i ca. 1870 med Ane Kirstine Dalsgaard (Madsen) født 1839 i Skals, død 5/3 1920.
Børn af 3. ægteskab:
6) Johanne blev gift med Niels Jacobsen, der var slagter og boede i Hvam, Aarhus, flyttede senere ind på Mogensgade i Viborg, også der var en stor flok børn, hvoriblandt navnet Martin går igen; en af sønnerne skal være kunstmaler; jeg ved ikke hvem.
7) Mads død som ung
8) Niels Peter Møller ugift, opholdt sig i flere år på Sjælland, købte så en ”fed” gård i Skrejrup ved Rønde, som han i sin alderdom overlod til brorsønnen Arne, hvorefter han flyttede op i byen Rønde.
Om Peder Thomsen Møller født 2/11 1824 død 17/12 1906 fortælles, at han blev indkaldt i 1850, var korporal ved infanteriet og lå ved Danevirke i 1850, han fortæller selv i en slags dagbog, hvorledes soldaterne lod sig knyge til i sne, ligesom harerne, når de stod på vagt. – Ellers må man sige, at han har haft – både i sorg og glæde – et begivenhedsrigt liv. Det har jo gået i et køre med giftemål, barnefødsler, dødsfald o.m.a. 24/9 1858 bliver han gift med Johanne Jensen født 18/8 1830 (hvorfra vi stammer). Hun dør 9/5 1869.
Han gifter sig igen 24/11 samme år med pigen Frederikke Pedersen, Tjele, som også dør året efter, samme år gifter han sig 3. gang med Ane Kirstine Dahlsgaard fra Skals (født 4/9 1839 død 5/3 1920).
P. Th. Møller havde haft mange offentlige hverv, var en tid sognerådsformand og gik derefter altid under navnet: Peder Formand
Fik 30/9 1905 bevilling til at føre navnet: Møller. Jeg kan svagt huske ham liggende i sengen med en rød lue på hovedet, det har sikkert været på hans dødsleje den 17/12 1906.
Om min mormor Johanne Jensen født 18/8 1830 kan berettes: Hun er født i Riis Mølle, der ligger mellem Gammelstrup og Tårup sogne ved Jordbro Å i Fjends Herred. Riismøllegården er en ret stor gård på over 100 tdr. land. Hendes søster Bodil fører sammen med hendes mand Jens Pedersen møllegården videre. To sønner af slægten Evald Pedersen til Riis mølle og Sv.Aa. Pedersen til Jordbro mølle ejer nu gårdene. [8]
I kirkebogen står: I 1851 flytter pigen Johanne Jensen 21½ over til sin moster Mette Marie på Stendamgård i Løvel, hvor hun så 24/9 1858 bliver gift med Peder Thomsen Møller og hvor hun lever til sin død 9/5 1869.
[1] I dag er der bl.a. fiskedamme på stedet. Alle bygninger fra dengang eksisterer ikke længere, kun det stuehus, der blev bygget i 1906 står tilbage.
[2] Tuberkulose
[3] Leukæmi
[4] Vågen
[5] Barn nr. 7 Peder Chr. Pedersen har jeg tilføjet Møllers liste, da han i beskrivelse om slægten fra Lysgaard fortæller, at hans far var nr. 5 i en søskendeflok på 7, mens Møller nævner kun 6 børn ved navn. Se bilag: Folketællinger Lysgaard 1870
[6] Rettet fra Maren Petersdatter til Mette Nielsdatter på anetavle, da jeg ikke har kunnet finde Maren nogen steder. Se bilag: folketælling Lysgaard 1834
[7] Jeg har ikke kunnet finde denne slægtstavle. Jeg fandt en anden slægttavle, som Møller Østergaard lavede til sit barnebarn John Østergaard. Jeg har brugt de korrekte oplysninger fra denne og rettet lidt til.
[8] Jeg har haft store problemer med at finde Johanne Jensdatters mormor og videre tilbage. Desuden har den Johanne Jensdatter, der er født på Riis Mølle en anden fødselsdato, nemlig 12 feb. 1830. Så om det er den rigtige jeg har fundet er jeg ikke helt sikker på.
Johannes mormor Dorthe Sørensdatter og hendes mand Peder Christensen arbejdede begge på Strandet Hovedgaard.
Rie binder mikkelsen 13.11.2022 05:43
Hej.
Jeg forsøger at finde ud af slægten. Min olde er anna marie møller datter af peder thomsen møller.
Linne 13.11.2022 09:51
Hej Anna
Du er velkommen til at kontakte mig på livskiv@gmail.com
Jeg har meget af slægtstræet tastet ind på MyHeritage
Mvh Linne
Bodil Marie Thomsen 31.01.2016 15:01
Har med stor interesse læst løsligt gennem denne side, vil læse mere grundigt senere. Jeg er datter af Arne Østergaard og Margrethe Basse, Skrejrup
Linne Dockweiler 13.03.2016 12:29
Hej Bodil
Du er velkommen til at kigge med. Bogen er renskrevet og ikke godkendt af Møller, da han døde flere år inden. Der kan forekomme fejl!
Nyeste kommentarer
13.11 | 09:51
Hej Anna Du er velkommen til at kontakte mig på livskiv@gmail.c...
13.11 | 05:43
Hej. Jeg forsøger at finde ud af slægten. Min olde er anna marie møller datt...
29.06 | 18:38
Jeg har for sjov talt, hvor mange direkte efterkommere, der er efter Møll...
27.06 | 15:15
Dejligt at se billeder af jer alle sammen. Desværre kunne vi ikke væ...